Gå til hovedindhold

Børnehuset Smilehullet

Velkommen til Børnehuset Smilehullet, som er en integreret institution for børn i alderen 0-6 år. Vi vægter leg, fællesskaber og samarbejde højt, og at Smilehullet er et trygt og rart sted at være.

  • Læs op

Indhold

    Vi er et stort børnehus, som er normeret til 36 vuggestuebørn og 64 børnehavebørn. Der er 22 ansatte i Smilehullet, både kvinder og mænd.

    For os er legen og fællesskabet omdrejningspunktet i hverdagen med børnene. Legen har værdi i sig selv, og vi skaber læring gennem leg og udforskning af verden. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn samtidig med, at vi arbejder med fællesskaber. Det er i relationerne og fællesskaberne, vi udvikler os. Når børnene leger, kan de voksne enten lege med og være en legerollemodel eller observere børnenes leg og guide dem, både i forhold til deres sociale og personlige udvikling. Uanset hvordan børnene leger, bruges legen til at arbejde bevidst med relationer både barn/barn og barn/voksen og skabe læring og udvikling.

    Vuggestuen i Smilehullet er sangcertificeret, hvilket betyder, at børnene synger eller lytter til musik hver dag. Vi arbejder ud fra forskellige pædagogiske metoder, hvor vi blandt andet anvender NEST inspireret pædagogik som et bidrag til at skabe pædagogiske rammer, så alle børn får muligheden for at blive en del af fællesskaberne, uanset kulturel og social baggrund og forskellige forudsætninger. 

    Ligeledes arbejder vi med begrebet nærmeste udviklingszone, som handler om at give barnet tilpas udfordring i hverdagens situationer, altså at ramme barnets nærmeste udviklingszone. Når vi gør det, giver vi barnet mulighed for at øve og udvikle sig. Vi arbejder også med at være rollemodeller og skabe trygge og klare rammer, hvor vi gør og mener, hvad vi siger. For personalet er det også vigtigt at veksle mellem at gå foran – gå bagved – gå ved siden af børnene i løbet af dagen. Med det mener vi, at nogle gange er det nødvendigt at gå foran og vise vejen og retningen for barnet. Her har de voksne stukket en retning ud og har styringen. Andre gange går vi bagved barnet. Her har barnet førertrøjen på. Vi kan også gå ved siden af barnet. Her finder vi i fællesskab en retning og har en mere lige grad af medbestemmelse.

    Vi vægter, at børnene skal være en aktiv del af hverdagens rutiner, og de skal være aktive medskabere af deres læring og udvikling indenfor de rammer, vi skaber. Børnene mødes af voksne, som også nyder at finde sit indre barn frem og gerne hopper på kælken, tumler med i motorikrummet eller opfører sig lidt tosset. 

    I Smilehullet skal det være trygt og rart at være. Hos os er der nærværende, engagerede og troværdige voksne, som hver dag arbejder for at udvikle børnene til robuste og livsduelige børn gennem anerkendelse, omsorg, respekt, varme og et positivt menneskesyn. Vi arbejder selvfølgelig med den pædagogiske læreplan som et grundlag. 

    I Smilehullet vægtes forældresamarbejdet rigtig højt. Vi tror på, at det er i samarbejdet, vi lykkes bedst med at støtte barnet og skabe de bedste forudsætninger for det enkelte barns udvikling. Vi har et gensidigt godt samarbejde med forældrerådet i huset. 

    Sådan ser her ud

    Vi har børn i alderen 0-6 år. Den ene del af huset er forbeholdt de 0-3 årige, men vi ser os selv som ét hus, og vi vægter samarbejdet mellem vuggestue og børnehave højt. Vi arbejder bl.a. med glidende overgange, så når jeres barn nærmer sig 3 år, begynder barnet at komme på besøg i børnehaven og deltage i fx båldag om onsdagen sammen med et par andre børn og en kendt voksen. På den måde vil omgivelserne og de voksne i børnehaven ikke være ukendte for barnet, når det begynder sit børnehaveliv.

    I Børnehuset Smilehullet arbejder vi både stueopdelt og i aldersgrupper. Det betyder, at børnene hører til på en stue med faste voksne, men børnene møder også hinanden på tværs af stuerne, på vores gruppedage.  Det er et hus med plads til mange forskellige lege og aktiviteter.

    Udenfor har vi en dejlig stor legeplads, som går hele vejen rundt om huset med både legestativer til alle aldersgrupper, gynger, legehuse, klatretræer, bålplads, køkkenhave og meget andet. En del af legepladsen er aflukket, så de 0-3 årige har mulighed for at udforske legepladsen i fred for vilde lege og hurtige mooncars. Vi har både store legeområder, men også små hyggelige afkroge, hvor børnene elsker at opholde sig.

    Derudover samarbejder vi med lokalområdet og bruger ofte de faciliteter, der findes, bl.a. bibliotek, Naturcenteret, legepladserne, de små skov- og kratområder og området omkring Tranbjerg sø.

      Børnehuset Smilehullet rummer en dejlig stor børnegruppe. Vi er normeret til 36 vuggestuebørn og 64 børnehavebørn. Vi er 22 ansatte i Smilehullet. Det er både pædagoger, pædagogmedhjælpere, en køkkendame og en pædagogisk leder. Derudover har vi også pædagogstuderende og PAU elever i praktik. Vi har pt tre krop- og bevægelsespædagoger i huset, en sprogpædagog og en praktikvejleder. Personalegruppen rummer både kvinder og mænd, og vi har mange forskellige kompetencer indenfor bl.a. kreativitet, bevægelse, musik og udeliv.

      Selvom vi arbejder stueopdelt, har børnene forskellige faste aktivitetsgrupper, som de tilhører i perioder. Hos os har vi valgt at lave hestegrupper, vi har bl.a. Ponyer, Føl, Krikker, Søheste, Gyngeheste og Læseheste.

      Dagsrytmen i Smilehullet forløber efter en overordnet plan:

      Kl. 6.30 åbner Smilehullet. Indtil kl. 7.00 er der mulighed for at spise morgenmad

      Kl. 9.00 samles alle børn til samling og frugt i deres forskellige grupper. Der planlægges aktiviteter for dagen.

      Fra 9.15 til 10.45 er der forskellige planlagte aktiviteter i huset for børnene. Her kan vi fx lave noget kreativt, lave motorik, udforske sproglige begreber igennem leg og historiefortælling, spille spil, tage på ture ud af huset, gå på Naturcenteret, lave en køkkenhave, hvor vi kan så/plante og følge processen og meget mere. Vi kigger altid på aldersgruppen og børnegruppen, når vi planlægger aktiviteter. Vi går også rigtig gerne med på børnenes interesser og ideer, fx vækker rekordbogen ofte jubel og giver anledning til at afprøve, om vi måske kan slå dem. I Smilehullet har vi 4 ladcykler, som vi ofte bruger til at komme på længere ture både med vuggestue- og børnehavebørnene. I perioder kan vi alle være optaget af det samme tema, fx eventyr, hvor emnet kommer til at fylde meget i løbet af en afgrænset periode.

      Kl. 10.45 får børnene frokost på deres stuer. Børnehavebørnene holder en lille samling, inden de spiser.

      Fra 11.30 til 12.00, hvis der er behov for det, er det muligt for børnehavebørnene at holde en ”pause” med en ven, hvor man kan lege uforstyrret eller læse en bog etc. Nogle børnehavebørn sover til middag. Samtidig puttes de fleste vuggestuebørn. Vuggestuebørnene puttes efter behov, og vi lader børnene sove, til de vågner, da vi mener, søvnen er vigtig for deres udvikling, og at børn som udgangspunkt sover det, de har behov for.

      Fra 12.00 til 14.00 er alle børnehavebørn på legepladsen. Ofte har nogle også været ude om formiddagen. Her bliver der leget mange forskellige lege. Om vinteren kælker vi, hvis vi kan, og om sommeren elsker vi vandlege og vandkampe. Derudover bliver der bl.a. gynget, klatret i træer, spillet bold på vores fodboldbane, bygget huler, leget rollelege og gravet tunneler og bygget vulkaner i sandkassen.

      Ca. kl. 14.00 spises eftermiddagsmadpakker. Derefter er der fri leg og små aktiviteter for børnene i huset. Vi har en visuel tavle, hvor det er tydeligt for børnene, hvad de kan vælge at lavet. Der er ofte et tegneværksted, spil, mulighed for at lege med Lego, tumlelege i salen, puslespil og andet.

      Kl. 17.00 lukker Smilehullet (kl. 16.30 om mandagen og fredagen).

      Vi arbejder ud fra læreplanen og med mange forskellige temaer i løbet af året. Derudover har vi en del fastlagte traditioner, bl.a. julegudstjeneste, julefest, på kirkens loft efter nissen, sommerfest, børnejulefrokost, fastelavn, luciaoptog og overnatning for de kommende skolebørn før sommerferien.

      Vi finder en stor værdi i måltiderne, hvor der er plads til både at snakke sammen, udforske maden, øve sig i at være sammen om måltidet i fællesskabet og fx at dække et bord. Det viser børnene, at de er værdifulde for fællesskabet og øger deres robusthed og selvværd, når de oplever, at de bidrager til fx måltidsfællesskabet. Vi arbejder også med at være madmodige sammen. 

      Morgenmad: Der er mulighed for at få morgenmad i Smilehullet indtil kl. 7.00. Der tilbydes havregryn eller havregrød. 

      Formiddagsfrugt: Hver dag kl. 9 er der samling i alle grupper. Vuggestuebørnene og børnehavebørnene samles på stuen og synger og spiser frugt sammen, som er medbragt hjemmefra.  

      Frokost: I Smilehullet har vi madordning. Maden bliver produceret på Tranbjergskolen og leveret her til Smilehullet. Der er en stor variation i maden, og det kan være både varm og kold mad. Vi hænger en madplan op i indgangen, og den bliver lagt på AULA. Vi får en god og sund kost, som er primært økologisk og klima venlig. Til frokost sidder børnene i faste grupper med faste voksne. 

      Eftermiddagsmad: Ca. kl. 14 spiser vi vores eftermiddagsmadpakker, som barnet har med hjemmefra. 

      Turmadpakke: Nogle gange tager vi på en længere tur, hvor vi ikke kan nå hjem til frokosten, så har vi en turmadpakke med – og så får vi frokosten til eftermiddagsmad i stedet for. En turmadpakke skal kunne tåle at være i en rygsæk, som både kan blive rystet og mast lidt. Desuden må der ikke være knude på posen, både fordi det er svært for børnene at åbne selv, og fordi vi måske kan bruge posen til at samle ting eller skrald i bagefter. 

       

      Vi stemmer om det: 

      Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om børnene skal have madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år. 

       

      Få indflydelse på hverdagen

      I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

      Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

      Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

      Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

      Sidst opdateret: 4. august 2024